Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

“Her kan vi forene familieliv og karriere”

Tilflytter Christina og Mikkel Aabye

De savner varmen, solen og poolen i baghaven. Og børnene har stadig svært ved at vænne sig til de tykke flyverdragter og termotøjet. Men efter 2 1/2 år med arbejde og familieliv i Singapore, skulle familien Aabye tilbage til Danmark.

Familien vidste, at de ikke skulle tilbage til der, hvor de kom fra, inden de flyttede til Singapore.

“Vi vidste også, at vi ville bo midt i landet og tæt på store og videnstunge virksomheder, som kunne matche vores uddannelser og erfaringer,” fortæller Christina Aabye, der ligesom sin mand, Mikkel Aabye, er uddannet cand.merc.

Intet 25 års jubilæum
Sommerferien 2018 blev brugt på at kigge på huse i Trekantområdet. Men parret var hurtigt sikre på, at Middelfart Kommune skulle være deres nye base. Antallet af virksomheder, den nemme adgang til vand og skov, gode transportmuligheder og infrastruktur samt et rimeligt prisniveau på boliger var ifølge Christina årsag til, at familien købte den gamle murermestervilla med skoven i baghaven.

“Vi var virkelig trætte af at forlade Singapore, men det hjalp, da vi besluttede os for Middelfart Kommune. Og det har vi ikke fortrudt,” siger hun.

For både Christina og Mikkel nåede i løbet af ganske få måneder i Middelfart at skifte job. Og ovenikøbet i en afstand, der har gjort det nemt at forene karrieren med familielivet og tre børn.

“Det giver os også en ro i forhold til vores fremtidige karrieremuligheder. Vores uddannelse og erfaring gør, at vi hele tiden kan og vil udvikle os. Derfor skal vi også bo et sted, hvor der er mulighed for det. Der er næppe nogen af os, der kommer til at fejre 25 års jubilæum i samme stilling,” siger Christina og tilføjer:

“I andre kommuner er der måske kun én stor virksomhed. Eller meget langt til et større udbud af arbejdspladser. Det ville ikke hænge sammen for os.”

Udelivet trækker
Selvom særligt børnene har haft svært ved at vænne sig til den danske kulde og de regnfulde dage, så nyder familien naturen omkring dem. Især Naturcenter Hindsgavl og kommunens mange legepladser bliver flittigt brugt, fortæller Christina.

“Det betyder så meget, at vi ikke skal starte bilen hver gang, vi skal foretage os noget eller bare hente en liter mælk. Vi kan gå eller cykle til det hele, fordi Middelfart har alt inden for ganske korte afstande.”

 

Publiceret 2. juni 2020.