
"Vi er begge oprindeligt fra Jylland, og vi har også kigget i det jyske efter nye steder at bo. Men i vores søgen faldt vi pladask for Middelfart," fortæller parret.
"Det første, man bliver grebet af, er naturen og beliggenheden centralt i landet. Det er perfekt for os, når vi har familie og netværk i både Jylland og København," lyder det videre.
Men for Doris og Jesper var det undervejs i beslutningsprocessen også vigtigt, at Middelfart er placeret midt i et område præget af vækst og gode vilkår for både små og store erhvervsdrivende. Ægteparret driver sammen virksomheden GalmstrupHviid aps, hvor de hjælper virksomheder og organisationer med kommunikation og HR-assistance.
"Middelfart og området heromkring er i en rivende udvikling og fuld af muligheder for en virksomhed som vores. Det har stor betydning for os," siger parret.
Faktisk er Doris og Jesper overbevist om, at de som erhvervsdrivende får bedre vilkår i Middelfart.
"Vi frygter ikke, at vi får svært ved at drive virksomhed her. Tværtimod ser vi masser af muligheder for netværk og samarbejde."
Et nemt spring
Doris og Jesper er flyttet fra hus med have på Amager. I Middelfart har de valgt at bosætte sig i en lejlighed med kig direkte til Fænøsund og med skov og Middelfart by som tætte naboer.
"Vi bruger meget vores omgivelser, når vi skal hente inspiration og få idéer. Vi går ture og cykler rundt. Derfor nyder vi også ekstra meget, at vi har det hele lige uden for døren," siger Doris.
"Ja, og nu har vi endnu mere tid til det, når vi ikke længere har en have, der skal passes," supplerer Jesper.
For ægteparret har springet fra København til Middelfart været nemmere end forventet.
"Vi vender jævnligt tilbage til hovedstaden i forbindelse med kundebesøg. Det er dejligt at opleve, hvor nemt og hurtigt det er at kommer dertil," siger Jesper.
"Men hver gang vi har været der, så glæder vi os også til at komme tilbage til Middelfart," lyder det videre fra Doris.