Jeanette og Søren

 

"Ja, det er ikke uden grund, at vi har valgt at placere en bænk midt på marken. Her sidder vi tit, nyder roen og drømmer," siger Søren Hohwü.

Det idylliske sted med højt til himlen, duften af saltvand og grønne marker udenfor Middelfarts centrum og med kun 7 minutters kørsel til motorvej E45 dumpede ind i Søren og kæresten Jeanette Bisgaard Sørensens liv ved en tilfældighed.

Søren er vokset op i et parcelhuskvarter i Grenå med det, han kalder ‘verdens bedste naboer’.

"Det ville jeg gerne prøve at genskabe bare på landet, hvor man i de rigtige rammer kunne lave et bofællesskab. Så jeg begyndte at søge på nettet," siger han.

"Og pludselig dukkede stedet op. Det her helt særlige hus i de skønneste omgivelser," fortæller han videre.

Det arkitekttegnede hus, som ligger lige før, at Varbjergvej ender ud i Varbjerg Strand, var som skabt til Søren og Jeanettes drømme om at bo sammen med en masse gode mennesker. Huset var oprindeligt opført af et ægtepar, som ønskede at bo tæt sammen med deres døtre og deres familier – tre huse med hver deres indgang til privatliv, men også muligheden for at dyrke fællesskabet og fælles drømme.

 

Overraskende mange muligheder

I dag bor tre familier side om side.

"Det er det bedste, vi har gjort," siger Søren og tilføjer:

"Vi har vægtet højt, at her er plads til at drømme. Og så er vi overraskede over, hvor meget lettere, det er at bo her, end vi troede."

Og selv om han dagligt skal bruge omkring en times tid på at køre til jobbet som efterskolelærer på en efterskole mellem Horsens og Vejle, så opvejer områdets mange fordele køreturen i bilen.

"Vi bor utroligt centralt. Det tager jo kun syv minutter at komme på motorvejen herfra. Så det er ikke noget, jeg tænker over," siger Søren.

Da Søren og Jeanette første gang stiftede bekendtskab med Varbjerg Strand og byen Brenderup, blev de overraskede over, hvor meget området har at byde på.

"Der er gode pasningsmuligheder, der er flere skoler at vælge imellem og så bugner det med gode indkøbsmuligheder i kort afstand," siger Søren og tilføjer:

"Og så er der selvfølgelig den smukke beliggenhed og den helt særlige lokalfølelse, som hersker. Vi bor i et område, hvor der virkelig sker meget uanset, om man er til kultur, sport eller naturoplevelser. Ligegyldigt, hvor man er i livet, så er her noget for alle. Det er dejligt trygt at vide."